Nyheder

BSV og Skjern spillede uafgjort i drama

Skrevet af Jesper Harborg, ons, 02/08/2012 - 21:46
Foto: Sportsagency

Bjerringbro-Silkeborg tog imod Skjern onsdag aften i en dramatisk genåbningen af herreligaen, og de to hold delte i porten, dog ikke uden drama, da det blev 26-26 efter BSV-føring på 12-11 ved pausen.


Der var lagt op til revanche for hjemmeholdet, idet efterårets omvendte kamp var blevet vundet 22-21 af Skjern efter en intens affære. På BSV's hjemmeside havde klubben ligefrem opfordret tilskuerne til at glemme ”den passive underholdning og de gode manerer” og lægge pres på modstandere og dommere.


Skjern er fortsat uden Per Leegaard, der har været fiberskadet i maven siden kampen mod netop BSV i påsken sidste år. Klubben gav til gengæld i aftenens kamp officiel debut til klubbens nye træner, svenske Krister Lindgren, der i vinterpausen har afløst Veroljub Kosovac på bænken hos de grønblusede vestjyder.


Kampen åbnede med en del afbrændere af begge hold, og især Skjern, der ikke har vundet ude mod BSV siden 2005, måtte i startfasen ofte se afslutninger pareret af BSV's landsholdskeeper, Niklas Landin. Kort før pausen var BSV tre mål foran, men Skjern fik reduceret hjemmeholdets føring til 12-11 før pausen.


I anden halvleg kom gæsterne helt op, og holdene fulgtes ad med EM-heltene Rasmus Lauge for BSV og Kasper Søndergaard for Skjern som flittige målscorere. Med et kvarter tilbage sendte Skjern en småskadet Claus Møller Jacobsen på banen for første gang. Og ti minutter før tid kom Skjern på 22-21 ved Kristian Gjessing, gæsternes første føring siden 1-0.


Med halvandet minut tilbage kom BSV på 26-25, og 31 sekunder før tid forlangte Skjern timeout med muligheden for at udligne. Fortættet drama i de døende sekunder. Thomas Klitgaard udlignede, og med 15 sekunder tilbage på uret var det BSV's tur til at forlange timeout. Et frikast til hjemmeholdet i sidste sekund gav dog ikke udbytte, og til sidst sluttede løjerne uden en vinder.
 

BSV- Skjern Håndbold 26-26 (12-11)

 

Målscorere BSV:
Rasmus Lauge 9, Miha Zvizej 4, Theis Baggøe 4, Andrey Tuzolana 3, Mads Ø. Nielsen 2, Simon Kristiansen 2, Dennis Kirkegaard 1 og Kasper Nielsen 1.

Målscorere Skjern Håndbold:
Kasper Søndergaard 6, Jesper Jensen 6, Kristian Gjessing 5, Thomas Klitgaard 5, René Rasmussen 2, Andreas Toudahl 1 og Phillip Holm 1.

 

Udvisninger:
BSV:
3
Skjern Håndbold: 2

 

Tilskuertal: 2068 i Silkeborg Hallen

Øvrige nyheder
Arkiv

Nyhedsarkiv