- Nyheder
-
FCM henter topscorer i Aarhus
Skrevet af Claus Sonne, fre, 06/22/2012 - 12:55
Foto: SportsagencyFC Midtjylland forstærker sig til den nye sæson med 22-årige Natascha Ohlendorff, der kommer fra SK Aarhus, hvor hun i denne sæson har været en af profilerne i Håndboldligaen, hvilket placerede hende på en flot 12. plads på topscorerlisten. Det oplyser FCM.
- Da jeg blev spurgt, om jeg var interesseret i at komme til FCM, var jeg slet ikke i tvivl om, at dette var en sportslig udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til. Enhver håndboldspiller, der dyrker sin sport på fuld tid, har en drøm om at komme til en topklub, og når man ser på FCM, og hvad de har opnået de sidste mange år, så er det sportsligt alt, hvad jeg har drømt om at være en del af, siger Natascha Ohlendorff, der er født døv.
- Det har også været vigtigt for mig, at FCM har en træner og et team omkring holdet, der er super ambitiøse, og som har lyst til at være med til at udvikle mig som håndboldspiller. Det er mit mål at blive tovejs-spiller, og jeg glæder mig til sammen med Helle at ligge en plan for, hvordan vi opnår det, siger den 22-årige bagspiller.
- Udover trænerteamet råder FCM også over klassespillere på samtlige pladser, og det er noget, jeg er sikke på kan være med til at løfte mit eget spil. Specielt glæder jeg mig til at arbejde sammen med Trine Troelsen, som jeg er sikker på kan lære mig en masse, siger Ohlendorff, der har flere Y-landskampe på CV´et.
Med tilgangen af Natascha Ohlendorff er brikkerne til den nye sæson ved at falde på plads i FC Midtjylland, og sportschef i klubben Hans Peter Riis glæder sig over, at det er lykkedes at hente den 180 centimer venstre back til klubben.
- Jeg er meget tilfreds med at få topscoreren fra SK Aarhus til klubben. Natascha har et fantastisk skud og kommer til at supplere Trine Troelsen rigtig godt på venstre back. Hun er den type, vi manglede i vores angrebsspil, så vi ser meget frem til at have Natascha i truppen i den nye sæson, siger Hans Peter Riis.
Natascha Ohlendorff, der i sidste sæson scorede 122 gange i Håndboldligaen, har skrevet en to-årig kontrakt med FC Midtjylland.
