Nyheder

Hadsten fuldender truppen

Skrevet af Claus Sonne, fre, 06/22/2012 - 10:38

Hadsten SK har indgået aftale med Malene Mogensen, som kommer til klubben fra Ringkøbing Håndbold. Med 85 mål i 32 kampe var Malene Mogensen blandt profilerne på det Ringkøbing-hold, som i den forgangne sæson spillede med om oprykning til Dameligaen, skriver Hadsten.

 

Til den kommende sæson bliver det imidlertid 1. divisionsoprykkerne fra Hadsten SK, der får glæde af den talentfulde bagspiller.

 

- Jeg er rigtig glad for, at Malene har valgt at spille i Hadsten, for nu er truppen til den kommende sæson fuldendt, fortæller cheftræner Daniel Grønhøj Hansen, som ser et stort potentiale i sin nye spiller.

 

- Malene kommer med en masse tempo og rutine fra sin tid i 1. division, og det er nødvendigt for os som oprykkere. Og nu, hvor vi har et par stykker på skadeslisten, er det virkelig optimalt at få en spiller af hendes kaliber ind på holdet, så vi nu har to spillere med et højt niveau på hver plads. 

 

Også Malene Mogensen selv ser frem til det forestående samarbejde med Hadsten SK, som endnu engang er klar til at prøve kræfter med den næstbedste række.

 

- Da jeg til sommer skal læse i Århus, passer det godt sammen med at spille håndbold i Hadsten. Jeg glæder mig meget til at møde pigerne og til at se, hvor langt vi sammen kan nå i den kommende sæson, lyder det fra den 21-årige bagspiller.

 

Udover tilgangen af Malene Mogensen kan Hadsten SK meddele, at Martin Schrøder, som sidste år var en del af JAI´s trænerteam, bliver ny assistenttræner i klubben.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv