Nyheder

Mads Nielsen: Åndssvagt at tro på guld

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 06/01/2012 - 11:59
Foto: Sportsagency

Når Bjerringbro-Silkeborg løber på banen til den anden kamp i DM-finaleserien, udekampen mod AG København i Herning, er det ifølge Mads Ø. Nielsen mere for at slutte sæsonen ordentligt af end for at jagte et mere end spinkelt guldhåb.


- Vi skal selvfølgelig have oprejsning, siger han til håndbold.dk.


- Vi har æren at spille for, så vi skal ikke gå ud og lægge os ned. Det er vigtigt at slutte ordentlig af, ikke mindst for tilskuerne, der har købt en billet. De skal have en god kamp, og det vi vi prøve at give dem, lover Mads Ø. Nielsen.


Slaget om guldmedaljerne er nemlig reelt tabt for BSV efter AGK's sejr på 30-19 i den første kamp i onsdags. Efter dén afklapsning tror midtjyderne ikke selv på miraklet.


- Nej, det ville være åndssvagt at sige, at det var realistisk, for det er det ikke, siger Mads Ø. Nielsen.


- De er et bedre hold end os, og det viste de i den første kamp. Der var stor tro på, at det kunne lade sig gøre, hvis vi spillede op til vores bedste og ramte niveauet, men sådan gik det ikke. At håbe, vi kan gå ud og vinde med 12 mål, det er urealistisk, mener venstrebacken.


Kampen spilles i Boxen i Herning lørdag kl. 21.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv