- Nyheder
-
Optimistisk Pytlick: Spillerne er skarpe
Skrevet af Jesper Harborg, fre, 07/06/2012 - 13:55
Landstræner Jan Pytlick er optimist forud for damelandsholdets deltagelse ved Scandinavian Open i Norge i næste uge, hvor Danmark skal op mod Norge, Frankrig og Sverige – tre hold, der også venter ved OL.
- Hvis man spiller godt, kan man bruge det til meget, også hvis man skulle tabe med et par mål. Problemet er, hvis man ikke kan få det til at fungere, og man taber. Så vil det altid give lidt hak i selvtilliden. Men vi er vant til, at man ikke bruger sig selv fuldt ud i de kampe. Man skal spare sig selv i forhold til, at man skal spille mod dem igen, siger Jan Pytlick til Ritzau.
Den omtalte optimisme begrundes i gode indtryk fra den træningslejr, Danmark havde i København for nylig.
- Vi havde en rigtig god træningssamling, hvor spillerne bidrog med rigtig meget. Spillerne ser ud til at være skarpe rent konditionelt. Selvfølgelig kan vi løfte det frem mod OL, men det ser godt ud, siger Jan Pytlick.
