- Nyheder
-
Profil bliver i Skive
Skrevet af Claus Sonne, fre, 06/01/2012 - 11:19
Foto: hfoto.dkJane Schumacher og Skive fH har forlænget samarbejdet med yderligere et år, og hun er derfor også klar til at tørne ud for klubben i den kommende sæson. Det er hendes fjerde sæson i Skive fH.
Jane Schumacher ser meget frem til den kommende sæson i Ligaen.
- Jeg er rigtig glad for at være her i klubben, hvor jeg føler mig godt tilpas. Vi har det rigtig sjovt på holdet, og det er altid sjovt at komme til træning. Derudover ser jeg meget frem til den kommende sæson. Det at spille i Ligaen var både holdets og spillernes målsætning, og det er helt fantastisk vi i den kommende sæson skal spille mod de bedste damehold i Danmark. Det er et meget spændende set-up klubben har præsenteret for os. Og det nye trænerteam er også meget spændende, og jeg glæder mig helt vildt til det hele, fortæller en begejstret Jane Schumacher.
Der er også stor tilfreds i Skive fH med forlængelsen.
- Jane var i sidste sæson en af de største profiler i 1. division. Hun har udviklet sig yderligere i den seneste sæson, men talentet både kan og skal udvikles endnu mere i Ligaen, og vi føler os overbeviste om, at hun går en stor sæson i møde, hvis hun kan undgå skader m.v. Jane er både nøglespiller og rollemodel på holdet, og vi er glade og stolte over det er lykkedes at forlænge aftalen med Jane for yderligere en sæson, siger Skive-direktør Bo Tranberg.
Ved siden af håndbolden læser Jane til lærer på Læreruddannelsen i Skive. Jane bor i Skive, og er derfor allerede en del af lokalsamfundet. Jane brænder for projektet i Skive fH, og netop dét er en stor del af årsagen til hun valgte at flytte til Skive sidste efterår.
