- Nyheder
-
Sejr til U/20-drengene
Skrevet af Jesper Harborg, tir, 07/10/2012 - 15:36
Danmarks U-20-drenge kom tilbage på vindersporet i en ellers resultatmæssigt skuffende EM-slutrunde, da det tirsdag blev til dansk sejr på 22-20 over Frankrig.
Søndagens nederlag på hele 20-30 til Sverige gjorde ondt på danskerne, men flere fra truppen har givet udtryk for, at den skulle have en skalle i placeringskampene, selv om medaljer er uden for rækkevidde. Man vil rejse hjem fra Tyrkiet med et godt indtryk, og til det formål er sejren over franskmændene selvsagt særdeles brugbar.
Især må anden halvleg gøre godt for selvtilliden, for ved pausen tydede ikke meget på, at danskerne skulle have noget med fra kampen. Franskmændene var foran 12-9 havvejs i opgøret, men en stærk fight efter pausen gav altså dansk succes.
Med fem mål blev René Antonsen dansk topscorer. Theis Baagør, Bjarke Christensen, Kasper Kisum og Kasper Young nettede hver tre gange, mens flittigste franske målskytte var Descat med fire mål.
