- Nyheder
-
Sverige er i OL-finalen
Skrevet af Claus Sonne, fre, 08/10/2012 - 19:45
Foto: London 2012Hvem havde lige set den komme? Sveriges herrelandshold, der ikke magtede at kvalificere sig til VM, står nu i OL-finalen. Det er en kendsgerning efter en 27-26 sejr over Ungarn.
Den svenske sejr var dog ikke køn målt på ret mange parametre. Og ungarerne må sidde og rive sig selv i håret over at det ikke lykkedes at vinde kampen. For bagud med et enkelt mål - og med initiativet - lykkedes det ikke Ungarn at score i en overtalsperiode kort før tid. Og så kunne Sverige, naturligvis anført af Kim Andersson, sikre sig sejren. Samme Andersson nettede fem gange, hvilket var en mindre end den svenske topscorer Niclas Ekberg, der dog var tæt på at blive skurk med en række kæmpeafbrændere i afslutningen. Også Mattias Andersson mellem stængerne var god for de gul-blå, hvor keeper Sjöstrand to gange hoppede ind og reddede et straffekast.
Kampens bedste spiller var dog uden tvivl Ungarns Gabor Csaszar, der nettede 8 gange på 13 forsøg på en dag, hvor storskytten Nagy gik helt i sort og brændte samtlige sine 6 forsøg. Desværre for Ungarn sad Csaszar i slutminutter efter at være vredet om på foden. Derfor kom Ungarn ikke tættere på en 25-26 og 26-27 i slutfasen.
Det må vel være på sin plads at sige til lykke til Sverige med finalepladsen. Umiddelbart vurderet ligner svenskerne dog hajføde for både Kroatien og Frankrig, der mødes i den anden semifinale. Og det må være en del år siden, at et herrehold med trods alt så begrænsede ressourcer, som Sverige råder over, spiller finale i et stort mesterskab.
