Nyheder

Team Tvis-sejr i første semifinale

Skrevet af Johan Strange, søn, 05/13/2012 - 20:00

Team Tvis Holstebro sikrede sig et glimrende udgangspunkt forud for den afgørende semifinale mod Bjerringbro-Silkeborg. Første opgør blev vundet med cifrene 26-23.

 

Der var lagt op til et solidt, jysk håndboldbrag i Gråkjær Arena denne søndag aften. En kogende hal og tæt på 3000 larmende tilskuere skabte en formidabel kulisse til første semfinaleopgør i DM-slutspillet for herrer mellem Team Tvis Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg.

 

De to holds cheftrænere, Claus Uhrenholdt og Carsten Albrektsen, skal næste sæson være sammen om at føre BSV til succes. I dag stod de på hver deres del af sidelinjen og dirigerede deres tropper. Hvem der har håneretten afgøres næste lørdag i det nervepirrende returopgør.

 

Kampen blev indledt en smule fattigt, rent scoringsmæssigt, og der stod således blot 2-2 på måltavlen efter omtrent ti minutter spillet. Herefter fik TTH skudt en smule mere hul på Niklas Landin, som det da også havde været et klokkeklart tema inden kampen at skulle lykkes med. For værterne leverede Rasmus Lind en glimrende præstation i buret og den lille forskel i den duel var en af tungerne på den berømte vægtskål i 1. halvleg. En halvleg som hjemmeholdet kom bedst ud af med stillingen 15-13 til stor fornøjelse for hovedparten af de fremmødte i Gråkjær Arena.

 

2. halvleg blev en hæsblæsende, tæt affære mellem to mandskaber der bare ikke ville give afkald på en centimeter af deres områder på banen. Rå fight og vildskab var nøgleordene og i den tætte duel mellem holdene lykkedes det også BSV at komme foran i flere omgange  - dog aldrig med mere end en enkelt pind.  Mod slutningen kom TTH dog igen i teten og taget i hallen nærmest lettede da fløjen Patrick Wiesmach bragte stillingen på 24-21. Herefter fulgte en forrygende afslutning og værterne sikrede sig altså sejren på de tre mål, 26-23. TTH's sidste to scoringer sat ind af talentfulde Michael Damgaard.

 

- Der er ingen tvivl om det var en herrefight. Det var ikke for småbørn, men jeg synes der skal lyde stor ros til dommerne, der holdt hovedet koldt og dømte retfærdigt i begge ender, udtalte TTH's Heino Holm Knudsen til teamtvisholstebro.dk umiddelbart efter kampen.

 

Der er returopgør på lørdag, hvor Bjerringbro-Silkeborg altså skal forsøge at hente tre mål på Team Tvis Holstebro for atter at komme i DM-finalen.

 

Opdateres med målscorere ...

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv