- Nyheder
-
Tilskuerne vilde med BSV
Skrevet af Claus Sonne, tor, 06/21/2012 - 12:06
Foto: BSVBjerringbro-Silkeborg har budt på mange store oplevelser for det midtjyske publikum denne sæson. Klubben indledte sæsonen med et Champions Leaque brag mod Atletico Madrid i en fyldt Jyske Bank Boxen. Desuden har sæsonen budt på 10.000 til håndbold og en finale i NRGI Arena. Alle sammen begivenheder, der har været med til at presse det samlede tilskuertal op. Lægger man det sammen med en stærk lokal opbakning, finder man årsagen til den midtjyske publikumssucces, hvor næsten 20.000 flere har set Bjerringbro-Silkeborg på hjemmebane denne sæson.
Administrerende direktør i Bjerringbro-Silkeborg Frank Lajer er da også synligt glad for opbakningen.-Vi er rigtigt stolte over at hele 64.000 mennesker har set vores kampe på hjemmebane i denne sæson. Hvis vi sammenligner tallene med dem fra 3-4 år siden, så er der sket en markant vækst på dette område, siger Frank Lajer.
De fyldte haller er ikke kommet ud af den blå luft, mine kollegaer i administrationen og vores mange frivillige hjælpere har gjort et meget stort og flot stykke arbejde, fortæller Frank Lajer, der samtidig glæder sig over, at entreintægterne på 3 år er vokset med over 300 % og i den seneste sæson er på noget over 2 mio. kr og dermed begynder at udgøre en væsentlig del at det økonomiske grundlag i klubben.- Vi har arbejdet benhårdt for at forbedre tilskuernes oplevelse til vore kampe og sikre, at der altid er fyldt, når vi spiller, om det så er i Silkeborg, Herning, Kjellerup eller Århus. Heldigvis er dette lykkes til fulde i denne sæson, så der er rigtigt mange, der har fået gode oplevelser sammen med os.
