Nyheder

TTH slog til i Randers

Skrevet af Søren Fisker, ons, 02/08/2012 - 22:00
Foto: Sportsagency

Chana Massons redningsprocent på 49 kunne ikke stoppe Team Tvis Holstebro, der vandt 25-20 i Randers.

 

Randers skulle onsdag aften forsøge at kravle forbi Team Tvis Holstebro i Dameligaen, da nordjyderne gæstede det kronjyske. TTH har været stærkt spillende i denne sæson, og Randers kom ikke ligefrem fra den bedste kamp i sidste spillerunde, hvor det blev til et nederlag til bundholdet fra HC Odense. Omvendt havde TTH også et nederlag til Viborg HK med i bagagen, og derfor var det to sejrshungrende mandskaber, der skulle dyste i Skyline Arena.

 

Hele første halvleg var meget tæt, hvor holdene skiftedes til at føre. Det var imidlertid gæsterne, der kunne gå til pausen foran 12-10 på et mål af en storspillende Anna Loerper to sekunder før tid.

 

I anden halvleg fortsatte TTH med at holde Randers på afstand og godt et kvarter inde i halvlegen scorede Mette Gravholt til stillingen 18-14. Kronjyderne åd sig tilbage i kampen, men de kom aldrig helt op. På trods af en forrygende Chana Masson i Randers-målet, der havde en redningsprocent på 49 i kampen, formåede hendes holdkammerater ikke at score nok i den anden ende, hvor Marianne Lundsby havde en redningsprocent på 40.

 

Kampen endte 25-20 til TTH, og med sejren er de i spidsen af ligaen sammen med Viborg, der vandt over Silkeborg-Voel, mens de nu er tre point foran Randers på tredjepladsen.

 

Kampen i tal

 

Randers HK: Katrine Fruelund 5, Nina Wörz 4, Susann Müller 3, Camilla Dalby 2, Simone Böhme 2, Mette Melgaard 1, Mie Augustesen 1, Sofie Strangholt 1, Veronica Cuadrado 1.

 

Team Tvis Holstebro: Anna Loerper 9, Ann Grethe Nørgaard 4, Mette Gravholt 3, Thorey Rosa Stefansdottir 3, Kristina Kristiansen 2, Louise Burgaard 2, Lisette Ziegermann 1, Iwona Niedwiedz 1.

Øvrige nyheder
Arkiv

Nyhedsarkiv