Nyheder

Udesejr over BSV bringer Viborg i top-8

Skrevet af Søren Fisker, ons, 02/22/2012 - 21:44
Foto: Sportsagency

Rollen som favoritter lå uden tvivl hos BSV, da Viborg HK var på besøg i Silkeborg Hallerne. Viborgenserne skulle forsøge at lukrere på den tvivlsomme formkurve, som BSV havde bevæget sig ind i, da de tabte stort til Vive Kielce i Champions League og det ærgerlige nederlag til Århus Håndbold i Ligaen. Viborg havde heller ikke fået den bedste optakt til kampen, hvor det indtil kampstart så ud til, at de måtte undvære de tre normale førstevalg på målmandsposten, hvor Peter Kuhr fra 3. divisionsholdet var taget med til kampen.

 

Den normale toer efter Dane Sijan i Viborg-målet, Kim Andersen, startede dog inde, men han kunne ikke forhindre BSV i at få en forrygende start på kampen, da Rasmus Lauge gjorde det til 5-1 efter godt 12 minutters spil. Den føring smed hjemmeholdet imidlertid hurtigt væk, og efter lidt under 20 minutters spil, gjorde Allan Damgaard det til 8-7 i Viborgs favør.

 

Efter en halvlegsføring på 13-11 til Viborg, skulle BSV virkelig skrue op for blusset i anden halvleg, hvis de ville have to point på kontoen. Viborg holdt dem på afstand indtil halvvejs inden i halvlegen, hvor Kasper Nielsen udlignede til 18-18.

 

Men BSV kom aldrig foran igen, og Viborg kunne hive en højst overraskende sejr på 29-27 i land, og det skyldtes i høj grad de få tekniske fejl, som Viborg lavede 6 af gennem hele kampen.

 

Sejren er uhyre vigtig for Viborg, da den nederste del af Herreligaen pludselig er blevet usædvanlig tæt, hvor de inden kampen havde blot tre point ned til den direkte nedrykningsplads. De to point gør imidlertid, at de grønblusede indtager en ottendeplads, der giver adgang til slutspillet, mens det skal nævnes, at holdene under Viborg har en kamp færre.

 

BSV tabte et skridt i toppen i forhold til KIF Kolding, som nu har muligheden for at overtage andenpladsen fra BSV, når de tørner sammen med Aalborg Håndbold på lørdag.

 

Kampen i tal

 

BSV: Dennis Kirkegaard 5, Rasmus Lauge 5, Kasper Nielsen 4, Mads Øris Nielsen 3, Miha Zvizej 3, Frederik Schilling 3, Simon Kristiansen 2, Gudmundur Arni Olafsson 2.

 

Viborg HK: Marvin Nartey 8, Casper Mortensen 5, Allan Damgaard 4, Jesper Meinby 3, Peter Krogh 3, Mads Møller 2, Eljan Dzankovic 2, Rasmus Hansen 1, René Back Madsen 1.

Øvrige nyheder
Arkiv

Nyhedsarkiv