- Nyheder
-
Wilbeks evaluering: Triumfer og skuffelser
Skrevet af Jesper Harborg, tir, 06/05/2012 - 11:16
Foto: SportsagencyAG København fornyede sit mesterskab hos herrerne, og hos damerne skrev Randers HK sig ind i håndboldens historiebøger med klubbens første mesterskab. Det er de nøgne fakta om den forgangne sæson. Men hvad har vi overordnet fået ud af sæsonen? Herrelandstræner Ulrik Wilbek er en af de personer i Danmark, der følger spillet tættest, og han har disse betragtninger:
- Det har været en sæson, som vel har kendetegnet der, hvor Håndbolddanmark har været lidt de seneste par år med mange triumfer for herrerne både på landsholdsplan og også i hvert fald for AGK på klubplan i Champions League. For damerne har det været en, synes jeg, fin fjerdeplads ved et stort mesterskab, og så måske lidt mere skuffende på klubplan, at man ikke kom helt frem for første gang i mange år, siger Ulrik Wilbek til håndbold.dk.
Netop AG København har været ganske suveræne hos herrerne. Kun muligheden for, at enhver kan snuble i enkeltstående kampe, gjorde at der var spænding til det sidste. Havde dansk håndbold haft en såkaldt ligeud-turnering, altså uden slutspil, semifinaler og finaler, havde mesterskabet været afgjort allerede kort efter nytår. Ulrik Wilbek erkender, at AGK ser ud til at være meget enerådende på den danske scene i disse år, men han frygter ikke en interessedræbende totaldominans i al evighed.
- Det er klart, der er jo aldrig noget der er så godt, at det ikke er skidt for noget, for at sige det omvendt. Og man kan jo altid finde farerne. Og der er også nogle trusler i forhold til det, det er der ingen tvivl om. Men jeg kan også huske, at jeg var med til i en årrække at vinde DM for Viborg i en årrække, og da fik vi også skudt i skoene, at vi havde for mange penge i forhold til de andre, og vi var for dygtige og så videre. Men sådan noget udjævner sig jo hen over tid, tror jeg, siger han.
- Lad os nu se, om AGK bliver ved med at have lige så mange penge som den ene ting, og lad os nu se, om der ikke er nogen, der kan tage kampen op. Jeg er da enig i, at det næste år eller to ser de da meget enerådende ud, men så må vi også erkende, at så skal de til at lave nogle rigtig gode rekrutteringer derefter, for så er de fleste af deres spillere jo i deres karrierers efterår, påpeger Ulrik Wilbek, der letter på hatten over, at københavnerklubben tilsyneladende er ved at skabe sig et solidt fundament.
- Det, AGK har gjort, det er, at fra en situation, hvor vi alle sammen troede, at det sluttede, når Jesper ”Kasi” ikke havde flere penge eller ikke ville give flere penge, så må vi erkende, at de nu er oppe at få så mange indtægter, at det er ved at matche udgifterne. Og det er jo flot, siger han.
